Ny bog af Mette Vinther Larsen: Magien i organisationer

Ny bog af Mette Vinther Larsen: Magien i organisationer

”Magien i organisationer” af lektor Mette Vinther Larsen fra Institut fra Økonomi og Ledelse er en anderledes bog om ledelse, strategi og organisatorisk liv. Bogen er skrevet som en roman og inviterer læseren til at se på sit arbejdsliv med nye øjne.

Charlie og chokoladefabrikken

Bogen beskriver en arbejdsdag i Charlie Marsks liv. Charlie er arbejdsmiljøkonsulent ved Arbejdstilsynet i England og skal denne dag føre tilsyn på den lokale chokoladefabrik, Den Gyldne Karamel. Fabrikkens ledelse er meget optaget af en strategiproces, de har arbejdet med gennem længere tid og skal præsentere for hele organisationen, den dag Charlie besøger chokoladefabrikken.

Gennem historien bliver Charlie viklet ind i forskellige aktiviteter og deltager i samtaler med Peter Pekan, CEO på Den Gyldne Karamel, samt andre medarbejdere og ledere på chokoladefabrikken som fx Hr. Macaroon og Frøken Pebermynte. Da Charlie tager hjem sidst på dagen, er det som en forandret mand, men det er uvist, hvad hans næste handling kommer til at være.


Velkendte udfordringer

Charlies oplevelser i bogen kan ved første øjekast godt synes besynderlige og langt fra hverdagen i en dansk organisation. Men trækker man de imaginære og eventyrlige aspekter af historien fra, træder der ikke desto mindre mere velkendte organisatoriske, strategiske og ledelsesmæssige udfordringer frem. De kommer dog ikke frem af sig selv; som læser skal man arbejde lidt for det, for historien begynder først at tage form, få farve og udvikle smag, når man blander den med sine egne erfaringer.


Yderligere information

Mette Vinther Larsen
Institut for Økonomi og Ledelse, Aalborg Universitet
Tlf.: 9940 8253
E-mail: mvl@business.aau.dk


download ”Magien i organisationer” gratis (PDF)