AAU logo

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

Fra venstre mod højre: Direktør Henrik Glanz, Redmark, AAU-studerende Juline Hilsch, Club Manager Claus Michael Møller samt AAU-studerende Sebastian Dige Nielsen og Sebastian Byskov Jensen. Foto: Keld Arenholt Christensen.

AAU-studerende cykler med erhvervslivet

Tre AAU-studerende har fået et etårigt medlemskab af forretningsnetværket Virtu Business Club for beslutningstagere og virksomhedsledere med interesse for cykling.

Samarbejde med erhvervslivet er et kernepunkt for AAU, og nu får tre af universitetets studerende direkte adgang til at netværke med toneangivende repræsentanter fra den private sektor. Virtu Business Club er en del af koncernen Virtu Cycling Group (VCG), som ejes af Bjarne Riis, Lars Seier og Jan Bech Andersen. Medlemskabet giver erhvervsøkonomistuderende Juline Hilsch, Sebastian Byskov Jensen og Sebastian Dige Nielsen mulighed for at deltage i netværkets cykelløb og øvrige arrangementer det næste års tid og samtidig netværke med erhvervsfolk.

Tidligere professionel cykelrytter og Club Manager for Virtu Business Club Claus Michael Møller ser frem til samarbejdet med de studerende:

- Vi syntes, at ideen om at tage nogle unge højtuddannede studerende med i netværket lød fristende. Så vi ville gerne sponsorerer tre, der har mod på udfordringerne, og som er interesserede i at netværke med nordjyske erhvervsfolk. Vi håber på en win-win, og at de unge ikke spurter fra os, fortæller han.

BROBYGNING MELLEM AAU OG ERHVERVSLIVET

På Institut for Økonomi og Ledelse på AAU udtrykker institutleder Christian Nielsen begejstring over medlemskabet:

- Virtu Business Club udgør en fantastisk mulighed for vores studerende til at skabe sig erfaringer med professionelle netværk. Ud over at netop disse tre studerende får en værdifuld læring om, hvordan erhvervsledere tænker, så går læringen også den anden vej, nemlig ved at virksomhederne kan få øjnene op for de kvaliteter og faglige kompetencer, som vores studerende kan byde ind med. Det i sig selv vil være med til at åbne døre i fremtiden imellem virksomheder og kandidater, forklarer han.

RAPPORTERER LØBENDE PÅ LINKEDIN

Tyske Juline Hilsch var i foråret en af de to vindere af DM i Salg for videregående uddannelsesinstitutioner i Danmark, hvor salg og marketing indgår i pensum. Sammen med Sebastian Byskov Jensen og Sebastian Dige Nielsen vil hun løbende rapportere om deltagelsen i Virtu Cycling Clubs arrangementer i LinkedIn-gruppen for International Business Center på AAU.

Læs mere om Virtu Business Club på netværkets hjemmeside

KONTAKT

Senior Business Consultant Keld Arenholt Christensen
Institut for Økonomi og Ledelse, Aalborg Universitet
Tlf.: 9940 2696
E-mail: arenholt@business.aau.dk

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet | Aalborg Universitet | Fibigerstræde 5 | 9220 Aalborg Øst
Telefon: 9940 9940 | samf@aau.dk | CVR nummer: 29102384 | EAN nummer: 5798000420618