Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

AAU-studerende vinder Danica Prisen

AAU-studerende vinder Danica Prisen

Studerende fra Aalborg Universitet løb med både 1. og 3. pladsen i årets konkurrence om Danica Prisen. Prisen gives til årets bedste kandidatafhandlinger på de danske cand.merc.aud.-studier.

Af Torben Haugaard Jensen, Aalborg University Business School. Foto: Mathias Haugaard, Blonde Media. 

Aalborg Universitet var stærkt repræsenteret, da FSR - danske revisorer og Danica Pension uddelte Danica Prisen 2021 ved et festligt arrangement 1. oktober på Axelborg i København. Jeppe Falk Hansen og Søren Shantha Helbert fra Revisorkandidatstudiet på Aalborg University Business School løb med førsteprisen på 30.000 kroner for afhandlingen ”Afledte finansielle instrumenter – et studie i ny praksis for dagsværdimåling af renteswaps og de afledte effekter for regnskabets interessenter”.

De to vindere er beærede over at blive hædret for Danmarks bedste afhandling inden for cand.merc.aud-studiet.

- For os er Danica Prisen en blåstempling af, at vores afhandling er på det højeste akademiske niveau. Samtidig er den en unik døråbner ud i det danske erhvervsliv og et bevis på at AAU-modellen med gruppearbejde er stand til at skabe noget helt særligt. Trods covid-19 og det faktum, at Jeppe og jeg ikke kendte hinanden i forvejen, nåede vi helt til tops, fortæller Søren Shantha Helbert.

Tredjeprisen på 10.000 kroner gik ligeledes til studerende på AAU; Thomas Sven Ahrenkiel Mikkelsen og Jan Erik Prehman Ryberg Nielsen vandt prisen for afhandlingen ”Implementering af tvungen firmarotation - En kvalitativ analyse af effekten i dansk perspektiv”.

Stor anerkendelse på revisionsområdet

Dommerne i konkurrencen om Danica Prisen har særligt fokus på afhandlinger, som udfordrer og videreudvikler gængse opfattelser og fremgangsmåder inden for revisorernes daglige arbejdsfelt; et felt, som består af hovedområderne skat, revision og eksternt regnskabsvæsen.

Studienævnsformand på cand.merc.aud.-studiet på Aalborg University Business School Daniel Harritz er derfor glad for, at studerende fra Aalborg Universitet vandt både 1. og 3. prisen.

- Vi er utrolig stolte af at have studerende på så højt et niveau. Et stort tillykke skal der derfor lyde til de dygtige studerende fra Aalborg University Business School, fortæller Daniel Harritz.

Læs mere om Danica Prisen på FSR’s hjemmeside.

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet | Aalborg Universitet | Fibigerstræde 5 | 9220 Aalborg Øst
Telefon: 9940 9940 | samf@aau.dk | CVR nummer: 29102384 | EAN nummer: 5798000420601