AAU logo

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

Ny bog om oliekrisen i 1973-1974

Olie. Et lille ord på fire sorte bogstaver. Men med stor betydning. Oliekrisen ramte Vesten i 1973, og den slog Danmark ekstra hårdt.



Oliekrisen i vinteren 1973-1974 førte til bilfrie søndage. Men den gjorde mere end det. Krisen blev afslutningen på de gyldne 1960’ere, hvor velfærdsstaten buldrede derudaf, og hvor olien banede vej for moderniseringen af hverdagslivet i parcelhuset. Og så blev krisen begyndelsen til enden på oliealderen og åbnede op for nye, grønne energiformer, siger professor Mogens Rüdiger fra Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet.


Vi ved det godt. Vi skal gøre noget. Men det er cool at dase under sydens sol. Flyrejsen forurener, men på ferie skal vi. Og vil vi droppe bilen til og fra arbejde og nappe cyklen? Jada, hvis det er en elcykel. Vi bruger masser af energi – hele tiden. Det har en pris, selv om energi ikke altid er til at se. Fx udleder Netflix og HBO lige så mange drivhusgasser som luftfart.
 

Bruger af Energi i velfærdssamfundet

I Oliekrisen tager professor Mogens Rüdiger fat på billøse søndage og kolde radiatorer i 1973. Det er ikke kun en fortælling om olie, højere priser og konflikter i Mellemøsten, men i lige så høj grad historien om brugen af energi i velfærdssamfundet siden Anden Verdenskrig. Om samtalekøkkener, kød på grillen og benzin i tanken, der giver komfort og velvære i dagligdagen.

- Efter 1950 fylder energien mere og mere i hverdagen. Elektrificeringen og central- eller fjernvarmen gør det lettere at få lys og varme, og energien er allestedsnærværende, men også usynlig. Jeg synes, det er øjenåbnende at dykke ned i historien om, hvordan energien erobrer livet i køkkenet, stuen, soveværelset, bilen, ja, hvordan den bliver en af dagligdagens uundværlige banaliteter, fortæller professor Mogens Rüdiger.

Oliekrisen er 23. bog i forlagets serie 100 danmarks-historier. Bøgerne udkommer en gang om måneden i otte år og er centrale i projektet, der bl.a. omfatter appen Dyst!, materiale på danmarks historien.dk og kronikker i Politiken. Oliekrisen udkommer den 11. juli 2019.
 

Kontakt

Mogens Rüdiger
Institut for Kultur og Globale Studier
Tlf.: 22 38 04 42
Mail: rudiger@cgs.aau.dk
 

Fakta

Forfatter: Mogens Rüdiger
Forlag: Århus Universitetsforlag
ISBN 978 87 7184 793 2
Sider: 100
Udgivelse: 11. juli 2019
 

► Køb Oliekrisen her

► Download smagsprøve på Oliekrisen

► Se Mogens Rüdigers forskningsprofil

► Se mere om Institut for Kultur og Globale Studier

► Læs mere om 100 danmarkshistorier

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet | Aalborg Universitet | Fibigerstræde 5 | 9220 Aalborg Øst
Telefon: 9940 9940 | samf@aau.dk | CVR nummer: 29102384 | EAN nummer: 5798000420618