Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

Nyt studie stiller skarpt på hvordan myndigheder kan lykkes med at begrænse rockerkriminalitet.

Nyt studie stiller skarpt på hvordan myndigheder kan lykkes med at begrænse rockerkriminalitet

Efter en indsats i Holland er det lykkes at forebygge narkokriminalitet blandt medlemmer af Hells Angel, Satudarah og andre klubber.

Tekst: Niels Krogh Søndergaard, kommunikationsmedarbejder
Foto: Colourbox

For første gang har forskere undersøgt statistisk, hvordan det går med at forebygge rockeres kriminalitet. Det viser sig, at hollandske myndigheder har succes med at forebygge særligt deres narkokriminalitet.

Et nyt studie af studielektor Christian Klement, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, AAU, og AAU Obel-professor Arjan Blokland fra Universitetet i Leiden stiller skarpt på, hvilken rockerkriminalitet, der forebygges af hollandske myndigheders indsats.

Samarbejde på tværs

Studiet peger på, at det tilsyneladende mest er narkokriminalitet, som det lykkes de hollandske myndigheder at forebygge. Indsatsen lader ikke til i stor grad at påvirke rockernes anden kriminalitet, f.eks. vold.

De hollandske myndigheders indsats kaldes for en ”whole-of-government” tilgang, hvor flere forskellige myndigheder samarbejder om at lægge pres på og afskrække rockere fra at begå kriminalitet. Studiet har både set nærmere på fuldgyldige medlemmer af klubber som Hells Angels og Satudarah, men også på medlemmer af deres support-klubber.

Studiet kan være relevant for indsatsen mod rockerkriminalitet i Danmark, fordi der er flere ligheder med danske myndigheders indsats, herunder blandt andet politiets og Skats samarbejde på området.

Første undersøgelse af sin art

Studiet er ikke uden begrænsninger. Forskerne tager fx ikke højde for, om rockernes individuelle årsager til at begå kriminalitet ændrer sig efter iværksættelsen af de hollandske myndigheders indsats. Studiet kan derfor ikke med sikkerhed udelukke den forklaring på faldet i narkokriminalitet.

Alligevel er studiet et vigtigt skridt, fordi effekten af en indsats mod rockerkriminalitet ikke tidligere er blevet undersøgt statistisk hverken i Danmark eller internationalt. Det foreløbige svar på om det er lykkes myndigheder at forebygge rockerkriminalitet med en ekstra indsats kan altså efter dette nye studie være ”ja”, men det kommer bl.a. an på, hvilken kriminalitet, der er tale om.

Vil du vide mere?

Se listen
Det Samfundsvidenskabelige Fakultet | Aalborg Universitet | Fibigerstræde 5 | 9220 Aalborg Øst
Telefon: 9940 9940 | samf@aau.dk | CVR nummer: 29102384 | EAN nummer: 5798000420601